
Skyggesprog vises i det gamle provianthus på Paradeplatz i Rendsborg.
Indtil midten af det 19. århundrede var Rendsborg Danmarks sydligste fæstningsby, og i tiden efter 1695 havde byen stor strategisk og militær betydning. Faktisk fik militæret efterhånden større og større indflydelse på byens udseende, bl.a. da det fik bygget en helt ny bydel, også kaldet Neuwerk.
Det centrale element i den barokke bydel med dens påfaldende lige linjer er den store paradeplads, der den dag i dag benyttes af militæret ved særlige lejligheder og er omgivet af historisk spændende arkitektur. Mange af gaderne, der forløber radialt mod pladsen, er interessant nok opkaldt efter siddeordenen ved det kongelige danske hof.
Provianthuset blev bygget i årene 1704-1708 som led i udvidelsen af fæstningen. Huset, der består af tre fløje i fire etager, blev dengang benyttet som opbevaringssted for proviant, foderstoffer og byggematerialer til hele garnisonen. Taget og den indvendige del blev ødelagt ved en brand i 1862 og først genopbygget mange år senere.
Bygningen er siden blevet fredet. Dens udvendige del er bevaret fra gammel tid, og indvendigt indgår udstillingens installationer i et spændende vekselspil med bygningens forskellige rum i et møde mellem fortid og nutid.
Rendsborg er gunstigt beliggende mellem Hamborg og Flensborg og har en række spændende seværdigheder, men der er også andre faktorer, der har været medvirkende årsag til at vælge Rendsborg til den første permanente udstilling af Skyggesprog. Her har den tyske forening for hørehæmmede (Deutsche Gesellschaft der Hörgeschädigten – Selbsthilfe und Fachverbände e.V.), fagskolen for døve og svært hørehæmmede samt rehabilitationscentret for hørehæmmede nemlig hjemme, og i nabobyen Kiel har det tyske landsforbund for døve sit hovedkontor. Det betyder, at delstaten Slesvig-Holsten råder over en koncentreret kompetence på området.
En af projektets vigtigste støtter, Dr. Ulrich Hase, der er landsrepræsentant for mennesker med et handicap i Slesvig-Holstens ministerium for sociale anliggender, sundhed og forbrugerbeskyttelse, har selv været næsten døv siden barndommen.