Mennesker bag udstillingen


Dr. Andreas Heinecke

Manden, der fik ideen til udstillingen Skyggesprog, hedder Andreas Heinecke. Han har læst tysk og historie i Heidelberg og Frankfurt og skrevet doktordisputats om Østeuropas jøder.

Heinecke har i efterhånden 20 år arbejdet for og sammen med  minoritetsgrupper med henblik på at forbedre deres sociale og arbejdsmæssige situation. Bl.a. har han udviklet uddannelseskurser for blinde dokumentalister og journalister og udgivet elektroniske ordbøger og aviser for mennesker, der ikke har adgang til trykte informationskilder. Allerede i 1988 skabte han succesudstillingen Dialog i mørke (→ www.dialog-im-dunkeln.de), hvor blinde fører seende gennem fuldstændig mørke rum. Der byttes om på rollerne, og de seende lærer at forstå, hvilket enormt potentiale der ofte følger med et handicap. Til forbedring af døve menneskers kommunikationsmuligheder har Heinecke oprettet tolketjenesten Telesign (→ www.telesign.de)

Andreas Heinecke blev i 2005 valgt som den første sociale entreprenør i Vesteuropa af den amerikanske forening Ashoka (www.ashoka.org).


Orna Cohen

Medforfatter og projektleder af Skyggesprog i Rendsborg er Orna Cohen, der til dagligt arbejder som forfatter og kurator for forskellige kendte udstillinger. Efter at have fået en bred uddannelse inden for psykologi, pædagogik og dramaturgi, fattede hun interesse for design og gik i gang med at arrangere forskellige udstillinger, bl.a. ”Cité des enfants“, ”Electricity, what’s behind the socket?“ og ”Desire of learning“ på det over 5.000 kvadratmeter store udstillingsareal i Cité des Sciences et de l’industrie i Paris. Orna Cohen er i sit rette element, når det gælder om at udvikle interaktive systemer, der giver de besøgende mulighed for selv at opleve hvad udstillingen handler om og få en bredere forståelse for den verden de lever i.

Et godt eksempel herpå er Skyggesprog, et fællesprojekt mellem Orna Cohen og Andreas Heinecken, der skal hjælpe de hørende til bedre at forstå døves livssituation. I 2004 fik Orna Cohen overrakt “Chevalier de l’ordre des Arts et des Lettres“ af den franske regering, og i 2005 oprettede hun egen virksomhed med det sigte at skabe nye interaktive udstillinger af social relevans, der opfordrer de besøgende til at reflektere over sig selv og forholdet til andre (→ www.orna-co.com).


Dr. Ulrich Hase

Dr. Ulrich Hase er jurist og pædagog for hørehæmmede og har en doktorgrad i pædagogik. Han startede sin karriere i Münster (Westfalen), men flyttede i 1983 til Rendsborg, hvor han havde sagt ja til en lederstilling på rehabilitationscentret for hørehæmmede, oprettet af diakonien i Slesvig-Holsten. Her var han indtil 1997, hvor han blev landsrepræsentant for mennesker med et handicap. Sideløbende underviser han på forskellige institutioner og er desuden aktivt engageret i ligebehandling af handicappede.

Ulrich Hase, der er far til to, har selv været næsten døv fra han var barn. I samtaler under fire øjne eller i mindre grupper klarer han sig fint med mundaflæsning, lidt resthørelse samt ved at kombinere forskellige sanseindtryk. Sværere bliver det, hvis folk ikke tager hensyn eller hvis der er flere personer til stede. I gruppesituationer får Ulrich Hase, der behersker tegnsproget, hjælp fra døvetolke.

Ulrich Hase har i næsten 30 år haft ulønnede tillidsposter i forskellige handicapforeninger, herunder især foreninger for døve og hørehæmmede. Indtil 1999 var han præsident for det tyske døveforbund, og han er p.t. formand for den tyske paraplyorganisation for hørehæmmedes selvhjælpsgrupper og fagforbund.